Der er godt nyt på vej til dig som passagerer i Københavns Lufthavn, når du fremover slipper for at hive din bærbare computer og væsker op af håndbagagen.
Den besværlige og langsommelige proces gennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn vil snart blive meget smidigere.
Et nyt system med 3D-scannere, vil inden for kort tid gøre det muligt at lade elektronik og væsker blive i håndbagagen. Det vil også blive muligt for dig at beholde sko, ur og bælte på, når du skal kontrolleres inden flyrejsen.
Lige nu tester lufthavnen de nye systemer, og forventningen er, at en del af passagerne fra 2024 vil kunne benytte de nye og hurtigere scannere.
Fra 2026 vil hele systemet være klar, og alle rejsende vil få en nemmere og hurtigere oplevelse i sikkerhedskontrollen.
I København koster det nye system samlet godt 160 millioner kroner.